1qs blog

Ydmyghed, et redskab som danner mennesker

Nu til dags, er måden man bliver hørt på, ved at man råber højest. For mig at se er det en primitiv måde at kommunikere på, da vi ikke længere hører på hvad vi har at sige til hinanden længere, men hellere vil kæmpe os til en plads i tilværelsen.

Hvis man sætter fokus på måden at gå til fest på nu, kan det bevises ganske simpelt. Forestil dig at du er en usynlig observant. Ved en gruppe af mennesker som sidder og ”snakker” er personen som er i fokus mere end 9 ud af 10 gange, den person som råber højest. Denne midter person som har folks opmærksomhed har IKKE givet de andre personer omkring sig en chance for at snakke. Ganske vist får de lov til at sige noget, men så snart man prøver at pådrage sig fokus fra folk, er der straks andre personer som råber højere.

Det at være ydmyg er altså en sjælden ting blandt de fleste unge, som uden at lægge mærke til det, deltager i kampen om ”rampelyset” når det går hedt for sig. Det samme gælder når man snakker med de unge, de har simpelthen tabt begrebet ydmyghed langt hen ad vejen, og er begyndt at mokke sig frem i stedet.

Derfor kan det være svært for folk som tror på at måden at kommunikere med andre på, er ved at give plads for den enkelte at få sagt hvad man vil sige, tage det til sig, og faktisk svare / reagere på det der bliver sagt. Det er derfor min hensigt med dette indlæg, at påpege at man indimellem ville gøre godt i at huske andres tilstedeværelse, og lytte frem for at mokke sig frem.

Til sidst vil jeg lidt provokerende spørge, hvis man med denne mentalitet som med lidt god vilje kan fortolkes som ”survival of the fittest”, er vi så ikke i en eller anden forstand et godt skridt på vej tilbage frem for at skabe fred. Set ud fra et stort perspektiv, hvis dette er måden at kommunikere på, hvordan vil fremtiden så ikke se ud?

Ydmyghed, et redskab som danner mennesker

Nu til dags, er måden man bliver hørt på, ved at man råber højest. For mig at se er det en primitiv måde at kommunikere på, da vi ikke længere hører på hvad vi har at sige til hinanden længere, men hellere vil kæmpe os til en plads i tilværelsen.

Hvis man sætter fokus på måden at gå til fest på nu, kan det bevises ganske simpelt. Forestil dig at du er en usynlig observant. Ved en gruppe af mennesker som sidder og ”snakker” er personen som er i fokus mere end 9 ud af 10 gange, den person som råber højest. Denne midter person som har folks opmærksomhed har IKKE givet de andre personer omkring sig en chance for at snakke. Ganske vist får de lov til at sige noget, men så snart man prøver at pådrage sig fokus fra folk, er der straks andre personer som råber højere.

Det at være ydmyg er altså en sjælden ting blandt de fleste unge, som uden at lægge mærke til det, deltager i kampen om ”rampelyset” når det går hedt for sig. Det samme gælder når man snakker med de unge, de har simpelthen tabt begrebet ydmyghed langt hen ad vejen, og er begyndt at mokke sig frem i stedet.

Derfor kan det være svært for folk som tror på at måden at kommunikere med andre på, er ved at give plads for den enkelte at få sagt hvad man vil sige, tage det til sig, og faktisk svare / reagere på det der bliver sagt. Det er derfor min hensigt med dette indlæg, at påpege at man indimellem ville gøre godt i at huske andres tilstedeværelse, og lytte frem for at mokke sig frem.

Til sidst vil jeg lidt provokerende spørge, hvis man med denne mentalitet som med lidt god vilje kan fortolkes som ”survival of the fittest”, er vi så ikke i en eller anden forstand et godt skridt på vej tilbage frem for at skabe fred. Set ud fra et stort perspektiv, hvis dette er måden at kommunikere på, hvordan vil fremtiden så ikke se ud?

Finder ofte mig selv, sidde ved vinduet med et glas varmt te i hånden og kigge ud. Stille og roligt falder jeg fra denne verden og træder ind en verden, der er fyldt med spørgsmål. Spørgsmål som jeg så gerne vil finde svar på, men uanset hvad, så er der altid et spørgsmål som jeg har svært ved at svare på, et spørgsmål vi alle sikkert har stillet os selv på et tidspunkt og det er: Hvad er meningen med livet? Har livet en dominoeffekt, hvor en hver aktion skaber en reaktion. Vi alle ved at intet vare ved i denne verden, så hvis vi forelsker os og vores hjerte føler stor glæde, så vil den også føle stor smerte, når forelskelsen slutter, om det er fordi vi vælger at stoppe forholdet, eller fordi vi mister vores eneste ene til døden, ændrer ikke, at vi mister dem. Vi vokser op med en masse mennesker vi kalder familie. Mennesker vi tager til os og gør til en del af os selv, velvidende om at de en dag forsvinder og med deres forsvinden, forsvinder også den del af os. Også de mange mennesker vi gennem livet vil kalde venner, også de vil skabe minder som vi vil huske hele livet, en masse glade minder forhåbentligt, men bestemt også nogle hårde. Måske er det disse følelser, der er livet. Vi alle oplever en masse forskellige følelser, følelser som skaber vores jeg. Jeg har lært at der kan være en masse forskellige svar på dette spørgsmål, fordi vi alle fortolker livet forskelligt, så svaret vil derfor også variere. Livet for mig er at se smilet på min søsters læber, mens hun løber hen til mig, fordi hun har savnet mig. Livet for mig er at se min far kysse blidt min mors kind, mens hans maskuline hænder holder fast om hendes hofte og man kan føle intensiteten, kærligheden mellem de to. I bund og grund er livet vel, hvad man gør den til. Så hvad livet er for dig? Og hvad meningen med livet er for dig, håber jeg du finder ud af, for som jeg skriver denne blog, bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvad livets mening er for mig.
Arman Jeremiah Grigorian.

At dykke er en fantastisk følelse. Når man dykker føler man sig fri og vægtløs, men uden dykkerudstyr holder man ikke særlig længe og må tit op og have luft, hvilket lidt ødelægger den frie følelse.  Har man derimod dykkerudstyr på, kan man blive under vandet lige så længe som iltindholdet i flasken tillader.

For ca. 3-4 år siden gik jeg til dykning, og det er nok den fedeste sportsgren jeg nogensinde har gået til. Det var bare så fedt at komme op i svømmehallen, få dykkerudstyr på og komme i vandet. Det var bare en helt speciel følelse at være under vandet og kunne trække vejret. Normalt når man bare dykker uden udstyr og kigger gennem dykkerbrillerne, og man kan se at man er under vandet, er der et eller andet i ens hoved der bare siger ”Nu er du under vand, og skal IKKE trække vejret!”. Derfor var det at man lige pludselig skulle vænne sig til, at man rent faktisk godt kunne trække vejret, selvom man kunne se, at man var under vand, en meget mærkelig følelse. Det var også svært i starten, for jeg kom hele tiden til at holde vejret, selvom vi havde fået strenge ordrer på at det måtte vi bestemt ikke gøre. Men efterhånden som man blev vant til det, begyndte man at slappe mere af, og til sidst trak man bare vejret uden rigtig at tænke over det.

Man var bare i sin egen lille verden, og alle de kedelige ting og problemer som man gik rundt med i hverdagen blev fuldstændig glemt. Selvom vi det meste af tiden kun dykkede i en svømmehal og derfor ikke rigtig så andet end skinnede hvide fliser, var det stadig en helt speciel og unik følelse. Dog slår det alt at komme ud og dykke rigtigt i åbent hav. Når man dykker i åbent hav, er det som om man har bevæget sig ind i en helt anden verden. Fiskene som normalt er bange for en, når man er over vand, kommer helt tæt på en og man kan nærmest få øjenkontakt med dem. Så er der også den der dejlige rolige følelse af bølgerne, der langsomt vugger en frem og tilbage.

Jeg kunne sagtens fortsætte og fortælle mange flere fantastiske ting om dykning, men så ville jeg nok bare få lavet en blog på 20 sider.